Kære rytter

 

Vi glæder os til at se dig på vores 4-dages naturskønne rideferie, som vi håber, du vil nyde. Her følger lidt praktiske og nyttige informationer til turen:

 

 

Kort oversigt:

Dag 1: Indkvartering. Solnedgangsridt. Overnatning på Hanstholm Camping.

Dag 2: Dagsridt til Slette Strand inklusiv udendørs frokost ved Bulbjerg og gourmetmiddag på eksklusive Svinkløv Badehotel. Overnatning på ”Havblik”.

Dag 3: Dagsridt fra Slette Strand retur inklusiv formiddagskaffe på Svinkløv Badehotel og udendørs frokost ved Bulbjerg. Overnatning på Hanstholm Camping.

Dag 4: Formiddagsridt til Vigsø. Afrejse.

 

 

Du skal bl.a. medbringe:

Fornuftige ”ridebukser (ikke glat stof)

Vind- og vandtæt jakke

Godt fodtøj, gerne med mønster i sålen og lidt hæl

Drikkedunk og madkasse

Solcreme m. høj faktor

Badetøj (Fra maj til september har vi opvarmet pool)

Håndklæde

Dyne (eller sovepose), pude og linned (kan evt. lejes hos os)

Viskestykke og sulfo

En taske pakket med pænt tøj. Vi opbevarer og udleverer tasken til jer på 2. dagen

 

Rytterkrav:

I løbet af vores 4-dages rideferie rider du og hesten omkring 130 kilometer i alt. Så der vil ikke være noget at sige til, hvis du er øm bagi, og hestene er trætte ved hjemkomsten.

Rideferien kræver derfor, at du er rutineret rytter, og da der er flere strækninger på stranden med indlagt galop, skal du kunne galopere for at kunne deltage. Bemærk at vi nogle dage rider af samme stier/ruter.

Alle nævnte tidspunkter for rideturene er afgangstidspunkter. Du skal møde ved stalden 30 min. før - for klargøring af hesten. Alle ryttere skal bære ridehjelm, vi har nye godkendte hjelme i alle størrelser.  Al ridning er på eget ansvar.

 

 

Om vores heste:

Vores stald, Stald Vinur, har 14 førsteklasses, robuste og glade islandske heste. Du kan også medbringe og ride på din egen hest. Prisen er den samme.

 

Om vores guider:

Vores guider kender hver enkelt hest og turen . Det giver dig mulighed for at få en fantastisk oplevelse ud af turen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udvidet oversigt:

 

Dag 1

Solnedgangstur

 

Kl. 15.00: Indlogering i hytte (eventuelt før, hvis hytten er klargjort).

Kl. 18.00 (tidspunkt afhænger af årstiden): Vi mødes ved stalden. Tildeling af heste.

Kl. 19.00: Solnedgangstur. Ridning i klitterne langs kysten ca. 2 timer.

 

Tidspunkter varierer naturligvis efter årstid. Spørg ved bestilling efter nøjagtige tidspunkter

OBS. Denne dag sørger du selv for mad**

 

Dag 2

Dagsridt til Slette Strand incl. frokost v. Bulbjerg og middag på Svinkløv Badehotel

 

Kl. 08.00: Vi serverer en dejlig morgenbuffet i Restaurant ”Terrassen”.

Kl. 09.00: Vi mødes ved stalden. Medbring drikkedunk, evt. lille madpakke, solcreme og badetøj (alt efter årstid).

Kl. 11.30 (ca.): Vi passerer Lild Strand, hvor der stadig er et aktivt fiskerimiljø. Når kutterne kommer tilbage fra dagens fiskeri, sejler de direkte op på stranden og bliver med et stort spil trukket helt op på stranden. Her losses dagens fangst på traktorer og blive kørt til fiskeriauktionen i Hanstholm. Denne form for fiskeri sker kun fra to lokaliteter i Danmark, vi passerer begge på turen.

Kl. 12.30 (ca.): Ankomst til Bulbjerg, der er Danmarks eneste fuglefjeld, som tårner sig næsten 50 meter lodret op fra stranden. Bulbjerg er en 60 mio. år gammel kalkstensknude og var i stenalderhavet for 6.000 år siden en isoleret ø ude i havet. I fuglefjeldet yngler mallemukker, albatrosfuglen riden samt flere andre nordatlantiske fuglearter. Vi venter på jer ved foden af klippen, hvor vi serverer frokost, I kan nyde, mens I betages af det enestående landskab og udsigten.

Kl. 14.00 (ca.): Vi passerer Torup Strand, det største af de to føromtalte fiskerisamfund. Der er ca. 25 fiskerbåde tilbage i Torup, og de trækkes op på stranden af en kæmpemæssig bulldozer. Der er livlig aktivitet på stranden, så chancen for at se en kutter blive trukket op på stranden er stor.

Kl. 16.00 (ca.): Efter at have passeret det fantastisk landskab ved Svinklovene, når vi Svinkløv Badehotel, hvor vi forlader stranden og rider på forbindelsesvejen til Slettestrand.  På vejen passerer vi Slette Å og ser (alt efter årstiden) orkideer, vandliljer og mange andre fantastiske blomster, planter og urter.

Kl.17 -17.30 (ca.): Ankomst til ”Havblik” hvor vi skal overnatte, og der er folde til hestene. Vi venter på jer og har medbragt forsyninger og godter til hestene, ligesom vi har tages jeres taske med. Efter et velfortjent bad og omklædning til pænt tøj er det tid at besøge det eksklusive badehotel.

Kl. 18.30: Transport til Svinkløv Badehotel. Her står menuen på hotellets 3-retters gourmetmenu med tilhørende vinmenu. Middagen indtages i romantiske omgivelser med den prægtigste udsigt over klitterne og stranden, hvorfra I kan se hele strande helt op til Blokhus og Løkken.

Kl. 20.30 (ca.): Tilbagetransport til ”Havblik”, hvor vi har forberedt te og kaffe samt byder på små, lækre kager. Her er der tid til at hvile ørene, slappe af, snakke sammen og reflektere over dagens oplevelser. Da alle formentligt er trætte, går vi til ro senest kl. 22.00.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dag 3

Dagsridt, retur incl. formiddagskaffe på Svinkløv Badehotel og frokost v. Bulbjerg

 

Kl. 07.30-08.30: Morgenbuffet på Havblik.

Kl. 09.00: Afgang fra Havblik ad forbindelsesvejen til Svinkløv Badehotel.

Kl. 10.00: Te, kaffe eller varm chokolade på Svinkløv Badehotel.

Kl. 12.30: Frokost ved Bulbjerg inkl. hvil på en halv time.

Kl. 17.00 -17.30 (ca.): Ankomst til Hanstholm Camping.

Kl. 18.30: Vi serverer en dejlig buffet i restaurant ”Terrassen”.

 

Dag 4

Formiddagsridt

 

Kl. 10.00: Ridning i klitterne ca. 2 timer. Vi rider en tur ud til Vigsø og tilbage langs med stranden.

KL 13.00: Afgang og tak for denne gang.*

 

OBS. Denne dag sørger du selv for mad.**

 

 

 

*Medmindre du/I har bestilt en dag yderligere i hytten i forlængelse af rideferien, skal du tjekke ud inden ridningen den 4. dag. Bagagen kan evt. deponeres v. henvendelse i receptionen, hvis du ikke har mulighed for at opbevare den i din bil.

 

** Vi har mini-marked samt eget bageri, hvor du kan købe alt til madpakken og aftensmaden. (Også salg af pizza og anden fastfood). Mini-markedet er lukket fra ultimo september til primo april. Vi bager dog stadig frisk morgenbrød/rugbrød hver morgen efter bestilling. Du kan låne en grill, hvis du vil grille om aftenen.

 

*** Du kan tage familiemedlemmer eller venner, som ikke deltager i rideferien, med i hytten. Det koster almindeligt overnatningspris. Det vil også være muligt – mod et tillæg - at de kan deltage i middagen på Svinkløv Badehotel (selv-transport) og den øvrige forplejning i Cafe ”Terrassen”..

 

Såfremt der er mindre end 4 deltagere på holdet, forbeholder vi os ret til at aflyse turen. Vi vil tilbyde en alternativ dato i stedet.

 

 

 

Vi glæder os til at se jer og ønsker jer en rigtig go´ ferie!

 

Med venlig hilsen

Bent